Kunst og Musik
På kunst og musiklinjen får du muligheden for at udforske to spændende kreative fag: kunst og musik. Vi arbejder med både individuelle projekter og fælles opgaver, så du kan udvikle dine færdigheder og samarbejdsevner.
I kunstundervisningen vil du blive inspireret til at bruge din fantasi og visuelle evner til at skabe unikke billeder og genstande. Vi udforsker emner som billedkomposition, farvelære, kunsthistorie og samtidskunst for at udvikle dit eget kunstneriske udtryk. Der er masser af muligheder for at prøve forskellige teknikker og materialer, såsom keramik, akryl, akvarel og meget mere. Og det bedste af det hele -dine kunstværker bliver udstillet både på STU Køge og i det offentlige rum f.eks. på Køge bibiliotek, så du kan dele dine kreationer med verden.
I musikundervisningen dykker vi ned i rytmisk træning, instrumentlære og sammenspil, hvor du vil opleve glæden ved at spille musik sammen med andre som i et ægte band. Gennem musikken træner du ikke kun dine musikalske færdigheder, men også dine samarbejdsevner, koncentration, mod, tålmodighed og disciplin. Vi udforsker forskellige tidsperioder i musikhistorien og vælger i fællesskab, hvilke bands og kunstnere vi skal dykke ned i. Og hvem ved... måske optræder du foran resten af STU Køge til en af vores hyggelige koncerter!
Vi glæder os til at byde dig velkommen på Kunst og Musiklinjen, hvor din kreative rejse starter!